Integration af offensive cyberoperationer (OCO) teknologisk, organisatorisk og doktrinært i Multi-Domain Operations (MDO)

Interviewguide

Indledningsvist blev der etableret en fælles referenceramme mellem respondenterne vedrørende den grundlæggende terminologi for OCO og MDO. Til det formål blev der anvendt tre åbningsspørgsmål om organiseringen af OCO i Danmark i dag. Det viste, at der er en positiv viden om organiseringen, sådan at respondenterne kunne anlægge perspektiver i den følgende fase af spørgsmål. Der blev spurgt ind til respondenternes overblik over MDO i Danmark, og hvilke forudsætninger respondenterne mente, der skulle være til stede i Forsvaret i Danmark, for at MDO kan etableres. Spørgsmål omkring organisering blev rammesat i forhold til Liebetraus analyse mellem Norge, Holland og Frankrig, således at der blev mulighed for at tale ind i fordele og ulemper ved de enkelte modeller og etablere relevante koblinger til doktrin og teknologi. Respondenterne var indledningsvist inde på 15 forskellige emner, der via kodning er reduceret til otte primære forhold, der i større eller mindre udstrækning skal være til stede som præmis for en etablering af MDO-konceptet i Danmark. De otte forhold er processer, governance, finansiering, digitalisering af koncernen, teknologi, overblik over krav, organisation og slutteligt doktrin.

De otte forhold blev kodet ud fra krigsførelsens kredsløb og den kontekst, respondenterne anvendte dem i, samt i forhold til CCDCOE (Gady and Stronell, 2020). Processer og governance blev nævnt af flest respondenter, derefter det teknologiske fundament i form af digitalisering af Forsvarets koncern, og i dette ligger også den nødvendige finansiering. F.eks. nævnte flere, at Forsvaret skal have en organisering, der kan sikre nødvendigt overblik over det taktiske, operative og strategiske niveau, herunder doktrin, så der sikres interoperabilitet med NATO. Det er interessant, at de tre respondenter, der har dansk MDO som en del af deres hverdag, primært peger på netop processer og governance og sekundært på teknologi og doktrin. Dette står i kontrast til mange studiers fokus på specielt teknologidelen (Russell, Abdelzaher and Suri, 2019; Bowers, 2022b; Ellison et al., 2023). Alle respondenter tilkendegav at have godt indblik i OCO. Figur 2 viser kodning af de otte områder i forhold til respondenternes tilkendegivelser. Figuren viser i procent af det samlede antal svar, hvor ofte respondenternes besvarelser berørte de identificerede temaer.

Figur 2

Der, hvor analysen har svagheder, er i forhold til den begrænsede mængde af empirisk data, der er at arbejde med. Den indsamlede empiri lider under flere forhold. Der er ikke mange eksperter i Danmark med konkret viden på området, og der er ganske få empiriske studier, som denne analyse kan holdes op mod med henblik på verificering. Ydermere giver det faktum, at den indsamlede empiri er uklassificeret, en begrænsning i forhold til mulig dybde og detaljeniveau. Det teknologiske fundament, der italesættes i forbindelse med DACOIE og MDO, findes ikke og er dermed ikke testet i dansk regi.³ Artiklen anbefaler derfor ikke konkrete tiltag, der kan fremme implementering af OCO i MDO, men er ment som et bidrag til at undersøge og afgrænse udfordringer og opstille mulige løsninger knyttet til problemkomplekset.

Teknologi: standardisering og zero trust

Helt grundlæggende findes der ikke et detaljeret publiceret og officielt tilgængeligt dokument eller en serie af dokumenter, der entydigt siger: ”Sådan bygges MDO” (Lund-Hansen, 2022). Men både respondenterne og den gennemgåede litteratur peger i retning af, at en grundlæggende forudsætning er etableringen af en digital backbone, der samler alle systemer i en distribueret, datacentrisk organisation, hvor data kan deles nationalt og med partnerlande. En af respondenterne siger: ”NATO er meget tidligt i processen med at implementere MDO, og hvad det betyder på tværs af 32 nationer” (respondent C). Litteraturen på området lægger vægt på, at der både er tekniske og sikkerhedsmæssige udfordringer ved deling af data. Der er på den ene side det rent tekniske, som kræver stor opmærksomhed på, at det sker på en sikker måde, hvilket er en forudsætning for operativ OCO, og på den anden side, og nok mere væsentligt, at småstater har en interesse i at opbygge OCO i forhold til alliancedynamikker og derigennem sikre sig prestige samt støtte i konfliktsituationer (Jensen, 2023).

Respondenterne er alle enige om, at data skal kunne håndteres via etablerede standarder og udveksles på tværs af nationale og internationale domæner i et cybersikkert miljø, der er styret gennem et C2, der bør bygge på AI (Gady and Stronell, 2020). Respondent A siger: ”Vi bruger NATO-standard mest muligt, så vi kan slå op i FMN og se: Hvis vi gør sådan her, så passer tingene sammen” (dette kalles Federated Mission Networking [FMN]; se NATO, 2024). I forhold til bearbejdning af indsamlet data taler respondent D ind i vigtigheden heraf i forhold til AI: ”AI og det kognitive er et område, hvor der skal findes den rette balance i forhold til hastighed og interaktion mellem de to områder” (respondent D). AI kan ses som data og analyse, men koblingen til forståelsen kan give udfordringer, påpeges det i litteraturen; hvor AI anvendes til at bearbejde f.eks. store mængder af data fra sensorer, kan det virke overvældende for analytikeren, der tilsvarende skal stole på og forstå data. For at det kan give værdi og skabe forståelse, er det derfor nødvendigt med en formel kobling til de metoder, der anvendes af analytikeren (Tecuci, 2012; Dorton and Hall, 2021).

Generelt synes teknologi at være sværere at håndtere, når det kommer til MDO, i større grad end i de enkelte domæner isoleret set. Dette giver anledning til overvejelser. Når data fra så mange forskellige områder indsamles ved hjælp af satellitter, kampfly, droner, jordbaserede robotter og soldater med AI-understøttede briller med mulighed for avanceret databehandling, og kamppladsen antages at komme til at bestå af fjender, egne styrker og neutrale ikkdeltagere, vil det resultere i et væld af ressourcer og informationer fra alle områder, hvor bedrag og forsøg på forvirring vil være en indbygget og forventet komponent (Russell, Abdelzaher and Suri, 2019). Det vil kræve et meget avanceret C2-system, der kan operere autonomt og navigere i netværk og domæner for således enten selvstændigt at tage visse former for beslutninger eller præsentere relevante muligheder for den officer, der har ansvaret. Integrationen af MDO kræver desuden etablering af et fælles C2-system, der kan støtte koordination og orkestrering på tværs af domæner, både nationalt og i samarbejde med andre NATO-lande. Respondent A siger: ”Vi skal have systemerne på de samme netværk, og vi skal have orkestreret, så de arbejder sammen” (respondent A). Respondent D italesætter dette som at have ”alt i ét billede” (respondent D). Med andre ord skal dette system integrere kunstig intelligens med henblik på at optimere beslutningstagningen og effektivisere operationelle procedurer. Den teknologiske rygrad i MDO skal ikke kun sikre en smidig og sikker datastrøm, men også understøtte operativ agilitet og strategisk interoperabilitet på tværs af alliancer.

Mere konkret peger respondenternes svar på, at det er nødvendigt at opbygge en moderne, resilient digital infrastruktur. Denne infrastruktur bør inkludere avancerede datacentre og en sikker datasky, der er specifikt designet til forsvarsbehov og bundet sammen via et netværk, der kan håndtere høj båndbredde og sikker dataudveksling i realtid gennem veldefinerede snitflader, der følger anerkendte NATO-standarder. Respondent C udtaler: ”Så implementerer man en ny cybersikkerhedsmodel, der hedder Zero Trust og Data-Centric Security.”⁴ Denne skal på samme tid have øje for forholdet omkring dataudveksling, idet man kan argumentere for, at når data deles mellem partnerlande, øges tilliden mellem dem, idet alle dermed ved, hvor informationerne kommer fra. Samtidig bliver det lettere at samarbejde, når man har adgang til de samme billeder eller informationer, og der er flere til at fortolke det delte materiale, hvilket vil øge sikkerheden.

Inden for teknologi og de vigtigste forudsætninger for OCO i MDO italesætter respondenterne i alt 15 temaer, der i analysen er kodet efter følgende overordnede kategorier: cyber og sikkerhed, kommunikation og infrastruktur, MDO-orkestrering, OCO-orkestrering samt processtyring (Tabel 2). Orkestrering er i denne sammenhæng NATOs fortolkning og tilgang til anvendelsen af militære magtinstrumenter, hvor der forberedes, planlægges, orkestreres og gennemføres koordinerede aktiviteter i samarbejde med andre interessenter og aktører i alliancen (Giordano, 2023a).

Ydermere understreges vigtigheden af omfattende cybersikkerhed baseret på zero trust-arkitektur med henblik på at beskytte mod indtrængninger og datakompromitteringer. Denne arkitektur, mener respondenterne, bør suppleres med post-quantum-kryptering for at modstå fremtidige trusler, der benytter kvantecomputerteknologi (respondent A og C). Nettet skal have et højt krypteringsniveau; her peges på post-quantum-kryptering (Clyde and Gillis, 2023). Derefter peges der på fælles standarder og anvendelse af NATO-standarder og doktriner til at sikre adgangen til partnerlande og udveksling af data med disse.

Afslutningsvist siger respondent B: ”Det er kritisk, at denne avancerede teknologiske platform ikke kun betjener operative og taktiske behov, men også understøtter strategiske målsætninger i internationale alliancer” (respondent B). Dette kunne evt. ske ved anvendelse af avanceret AI, der koordineres i alliancesammenhæng. Herigennem kan Danmark og lignende nationer ikke alene styrke deres forsvarsevne og sikkerhedsmæssige prestige, men også bidrage væsentligt til den kollektive afskræknings- og forsvarsevne inden for NATOs rammer.

På den interne side, dvs. mellem de danske kapaciteter og værn, peges der på et fælles C2-system, der kan bidrage med orkestrering mellem systemer, og i denne sammenhæng går AI igen som et væsentligt tema blandt flere respondenter (respondent A, B og C). Gennem tæt integration vil der dermed kunne stilles flere og bedre data til rådighed for FE, så FE får bedre mulighed for og adgang til den teknologiske forberedelse af OCO-effekter, og disse kan således støtte sig til en integreret beslutningskæde. Dermed kan disse effekter afleveres i tid og rum. I forhold til den integrerede beslutningskæde peges der også på, at der skal være en god balance mellem teknologi og det kognitive, forstået således, at man udnytter teknologiens styrker, eksempelvis AI, til at forbedre menneskelig beslutningstagning og effektivitet, samtidig med at man sikrer, at menneskelige operatører forbliver centrale i processen, især hvor dømmekraft, kreativitet og kontekstuel forståelse er afgørende.

I forhold til den eksterne side og koordinering med andre NATO-lande opstår der andre udfordringer, hvor respondent B peger på: ”At du i statsapparatet eller i koalitionen får koordineret de her ting, så vi ikke kommer til at træde hinanden over tæerne, så du ikke laver en offensiv cyberoperation, som har uheldig indflydelse på en kinetisk operation, eller som modarbejder en diplomatisk forhandling, som pågår” (respondent B).

For at opsummere kan man sige, at der blandt respondenterne er enighed om, at de grundlæggende og nødvendige teknologiske forudsætninger for MDO er en datacentrisk infrastruktur, der kan forstås som den overordnede konceptuelle og arkitekturmæssige rygrad i et kommende datadrevet dansk forsvar gennemført med DACOIE-konceptet (Jacobsen and Bollmann, 2023, p. 91). Denne skal bygge på højt sikrede, resiliente netværk og datacentre, der anvender avancerede krypteringsteknikker såsom post-quantum-kryptering. Uden dette teknologiske fundament ser ingen af respondenterne, at Danmark vil være i stand til at skabe det MDO, der skal følge efter. Der skal etableres en infrastruktur, der er i stand til at indhente, behandle og opbevare massive datamængder, der vil blive genereret i alle domæner, samtidig med at de aktivt beskyttes mod sofistikerede trusler. Her påpeger flere respondenter, at traditionel cybersikkerhed, som det kendes i dag, ikke vil være tilstrækkeligt. De italesætter både zero trust og muligheden for at levere aktive modsvar (DCO), hvis den danske infrastruktur og DACOIE angribes.

Respondenterne understreger behovet for at anvende anerkendte standarder og sikre tilstrækkelig interoperabilitet, især gennem integration via NATO-standarder (Respondent A, B, C og D). Dette vil blive afgørende for at sikre effektiv dataudveksling og samarbejde på tværs af allierede, hvilket er essentielt i MDO-konceptet, hvor flere domæner og nationer skal arbejde sammen om at koordinere indsatser. Vigtigheden af interoperabilitet med NATO kan ikke undervurderes, og øvelser mellem USA, UK og Frankrig har vist, hvordan både teknologi og procedure er forudsætningsskabende for, at store øvelser kan gennemføres (Stafford, 2019). Som respondent D siger: ”Der skal være den rette balance mellem teknologien og det kognitive” (respondent D). Der er grænser for, hvad teknologi kan levere, og kapabiliteter skaber afhængigheder, og afhængigheder skaber sårbarheder (Murray, 2017, p. 177). Tabel 2 opsummerer de primære områder, respondenterne ser som afgørende for etablering af det teknologiske fundament for MDO.

En overvejelse er her, hvordan og på hvilket fundament man kan opbygge et så avanceret netværk. Et analyse- og konsulenthus som Deloitte har måske dele af svaret. Tech Trends 2024 (Deloitte, 2024) beskriver krav til sikkerhed i 2024, hvor zero trust-begrebet er blevet overhalet af cyber-AI, idet cyberangreb bl.a. gennemføres på basis af AI-udviklet deepfakes, og man ikke længere betragter cyberangreb som phishingangreb eller et forsøg på misinformation, men i stor udstrækning som en kombination af AI-genereret phishing, misinformation, deepfake og prompt injections. Her vil zero trust være udfordret, og et nyt niveau af forsvar med cyber-AI bør introduceres. Deloitte er ligeledes inde på det, respondenterne beskriver som krav til netværk. Den AI, der skal behandle data, vil kræve kraftige netværksforbindelser, som er resiliente, og som bygger på forskellige uafhængige teknologier, så man kan forblive resilient.

Organisation: samarbejdsmodel

Respondenternes svar på de organisatoriske spørgsmål peger i retning af en organisering af OCO i MDO, hvor samarbejde er den mest hensigtsmæssige model for Danmark med baggrund i dansk lovgivning, jf. ovenstående og den organisatoriske indretning. Holdt op imod Liebetraus sammenligning af forholdene i Norge, Frankrig og Holland viser interviewene, at en klar adskillelse (separation) mellem OCO-CE og OCO-CA i forhold til udvikling af effekter ikke er hensigtsmæssig i Danmark grundet begrænsede ressourcer og ekspertise. Respondent B udtaler: ”Jeg er af den overbevisning, at i et land med Danmarks størrelse bliver vi nødt til at skulle gøre det på en pragmatisk måde, hvor vi ikke dublerer ting alt for meget, fordi det har vi ikke råd til, så det kaster ligesom den franske (separations-, red.) model lidt ud” (respondent B).

Centraliseringsmodellen anses for at være suboptimal, da den kan medføre interne magtkampe og ineffektiv koordinering, især under tærsklen til væbnet konflikt. Til det udtaler respondent D: ”De (Norge, red.) mangler ofte departementarisk godkendelse til at kunne iværksætte operationer” (respondent D). Der peges generelt på, at en samarbejdsmodel med FC som overordnet ansvarlig er bedst egnet til at håndtere de komplekse CO-dynamikker inden for MDO. Denne model tillader en effektiv koordinering og udnyttelse af både Forsvarets og FE’s kapaciteter til at gennemføre OCO, der understøtter Danmarks forsvarsmæssige og strategiske interesser. Der peges på vigtigheden af veldefinerede snitflader for samarbejde og informationsudveksling, hvilket er afgørende for at sikre en sammenhængende operationel indsats. Der er således enighed om, at en samarbejdsmodel i stil med den, man anvender i Holland i dag, bedst kan understøtte den nuværende danske lovgivning (Forsvarsministeriet, 2017a; 2017b; 2019). Uagtet om Danmark fortsætter med samarbejdsmodellen, er det tydeligt, at koordinering af OCO og et værn som f.eks. Hæren mod et enkelt mål kun vanskeligt lader sig gøre. I takt med at flere værn og flere organisationer kobles på, øges kompleksiteten af den organisatoriske udfordring (Schulze, 2020), hvilket vil stille store krav til implementering af ikke blot interfacet mellem FE og Forsvaret, men i særdeleshed mellem de forskellige værn og med NATO-lande såvel som til den organisering, der skal kunne understøtte dette effektivt.

Et andet aspekt, der berøres under organisationsspørgsmålet, er, hvad der sker under indsættelse af en styrke, f.eks. en brigade i Letland. Her italesættes det som ønskværdigt at have adgang til at iværksætte DCO, hvis styrken påvirkes af en CO, hvor den står. Med andre ord ønsker respondenterne, at brigaden har direkte mulighed for at ’blænde’ en OCO med DCO, sådan at egne operationer ikke hindres eller besværliggøres. Den nuværende lovgivning og model giver ikke mulighed for dette, men respondent B og D påpeger, at det er oplagt at se på dette i forbindelse med en revision af VDMCO. Det er et synspunkt, der støttes i CMS-rapporten ’Dansk offensiv cybermagt mellem angreb, spionage og forsvar’: ”Danmarks mulighed for at forsvare sig og agere strategisk risikerer at blive svækket, hvis ikke adskillelsen løsnes, og den danske cyberstyrke gøres i stand til bedre at imødegå cyberoperationer i ikke-krigssituationer” (Liebetrau, 2020). Der ligger dog et dilemma i det forhold, at forsvarschefen kun råder over CO-kapaciteten, når den er indsat. Som lovteksten er formuleret, har han ej heller adgang til viden eller teknologi til at udvikle kapaciteten, hvilket også tidligere forskning peger på (Jacobsen and Liebetrau, 2022, p. 85). Argumentet for denne proces skulle være, at når Forsvaret skal ’låne’ CO-kapacitet hos FE, opstår der ikke en konkurrencesituation mellem enhederne, hvilket betragtes som en ulempe ved centraliseringsmodellen.

I forhold til de tre modeller (Tabel 3) viser den empiriske undersøgelse, at organisatoriske strukturer skal tilpasses specifikke nationale rammer og juridiske forudsætninger, hvis både reaktionskapaciteten og koordineringen mellem Forsvaret og FE skal optimeres. Respondent D giver et eksempel på dette med følgende udsagn:

Empirien italesætter en udfordring omkring uddannelse, når det kommer til gennemførelse af OCO i MDO. Her kan der drages paralleller til nogle af de dilemmaer, der fremhæves i Priebe og kollegaers undersøgelse af udfordringer i MDO og tilhørende C2-systemer, hvor der indgår OCO (Priebe et al., 2020). En af analysens anbefalinger går netop på uddannelse. Da OCO er svære at forstå, inklusive det omfang og de konsekvenser, operationerne kan have i forhold til en eventuel utilsigtet spredning, kan der være modvilje mod at benytte OCO, hvilket kan håndteres gennem uddannelse. Et ræsonnement, der også underbygges af major Stina Boyen Cederberg fra Institut for Militær Teknologi på Forsvarsakademiet, som udtaler: ”Derfor er der behov for generel uddannelse, der målrettes uddannelsesniveauer og virkefelt i officerens karriere. Der er også brug for officerer med særlige kompetencer og dermed et særligt karrierespor inden for cyberspaceoperationer” (personlig kommunikation, 13. maj 2024).

Respondent B, C og D peger på, at juraen og det operationelle interface skal være veldefinerede mellem Forsvaret og FE. Respondent E tilføjer, at klare processer og en veluddannet organisation, hvor alle er bekendt med de roller, de har, og den sammenhæng, de indgår i, vil blive afgørende for et veldrevet MDO.

Doktrin, OCO og MDO: data til kantsten

Sammenfattende på doktrinområdet bliver der peget på nødvendigheden af en fleksibel, integreret og velkoordineret tilgang for at håndtere de komplekse og dataintensive aspekter af moderne danske forsvarsoperationer. Konkret fremhæver respondenterne uddannelse og forandringsledelse som kritiske forudsætninger for sikker og effektiv implementering af nye og/eller justerede doktriner i Forsvaret.

Det er interessant, at det netop er uddannelse, der fremhæves som en af de væsentligste forudsætninger for succesfuld integration af OCO i MDO. Major Stina Boyen Cederberg har skrevet om netop disse udfordringer i forhold til uddannelsesområdet. Den operative chef efterspørger ofte en meget høj detaljeringsgrad, men ifølge Cederberg vil teknisk viden ikke nødvendigvis bidrage til selve opgaveløsningen. Hun udtaler: ”Det drejer sig derfor om at uddanne i, hvad cyberspace er, hvad det kan bidrage med, på samme måde som det gør sig gældende med MDO” (personlig kommunikation 13. maj 2024).

Dette understreger behovet for målrettet og struktureret opbygning af kapaciteter som f.eks. jordbaseret luftforsvar og F35 med integration til MDO. Respondent B udtaler: ”Så vil det være sensoren, der giver data til kantstenen, og så kommer vi med MDO fra den anden side” (respondent B). ’Kantstenen’ er det punkt, hvorfra der flyttes data over mod MDO-konceptet med udgangspunkt i den infrastruktur, der skal etableres i form af en arkitekturmæssige rygrad, der skal etableres i et datadrevet dansk forsvar (DACOIE). Eller som respondent A siger: ”Jeg får en melding ind; den er interessant. Den får jeg så sendt ud via API over til et andet system, der modtager den og sammenstiller det med andre informationer og efterretninger” (respondent A).⁵

I tillæg dertil skal der være klare ledelsesstrategier, som kan facilitere overgangen til nye operationelle MDO-paradigmer, som inkluderer cyberspace og rummet som operationelle domæner. På et mere detaljeret plan peger respondenterne på udfordringer relateret til doktrinudvikling og det forhold, at de skal håndtere nye, store datamængder med teknologi som AI og kvanteteknologi samt koordinering på tværs af forskellige doktriner.

Særligt peges der på, at koordinering er essentielt for at sikre sammenhæng og effektivitet i operationer gennem robuste, opdaterede doktriner, der kan integrere operationer på tværs af domæner og NATO (respondent B, C og D). I forhold til integrationen og anvendelsen af OCO inden for rammerne af MDO svarer respondenterne, at her vil man kunne imødese en mere omfattende forberedelse og tilpasning af eksisterende doktriner. Dette inkluderer behovet for at udvikle og opdatere en national værnsfælles cyberdoktrin på baggrund af en opdateret NATO-doktrin med henblik på at understøtte synergier mellem traditionelle land-, luft-, maritime og nye domæner (cyber og space). Dog fordrer det, at en række faktorer skal være til stede i form af doktriner til sikring af interoperabilitet og samarbejde på internationalt plan.

Respondenterne ser konkrete udfordringer på doktrinområdet. Alene den operative del af Forsvaret råder over ganske mange sensorsystemer, der genererer data, plus et stort antal applikationer, f.eks. Dansk Forsvars Management- og Ressourcestyringssystem (DeMars), der bygger på softwaresystemet SAP R/3, som består af en række moduler til behandling af data vedrørende økonomi, personel m.v., og som indeholder data, der er vigtige for MDO. Store mængder af den data skal i et eller andet omfang behandles og derefter indgå i MDO samt i analyser, handleplaner og mulige beslutninger i forhold til forskellige scenarier. Respondent A giver et eksempel: ”Hæren, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen skal selvfølgelig kunne kobles sammen både i deres egne organisationer, men de skal også kunne kobles sammen på tværs af værn og styrelser bredt set. Hvis vi skal understøtte MDO, så skal vi jo få alle de her systemer i de forskellige domæner til at udveksle data sammen” (respondent A). Data skal både kunne håndteres på tværs i forskellige klassificerede netværk og behandles med AI eller kvanteteknologi. Her peger analysen på en bekymring om, at doktrinen ikke vil være forberedt og skrevet med henblik på de mængder af data, der kommer til at indgå i MDO både på nationalt niveau og på internationalt niveau. Foruden datamængde er der forhold omkring f.eks. etik og konsekvenser ved brug af AI, der bør behandles (Malmio, 2023). Herefter er de væsentligste doktrinrelaterede udfordringer, hvorvidt denne vil komme til at favne koordination af processer såvel som koordination mod, med og mellem de øvrige doktriner. Respondent D giver et eksempel: ”Den (VDMCO, red.) er lidt outdatet, og hvis man nu tager virkeligheden, så er en af de begrænsninger, der er: Det går så hurtigt inden for cyberdomænet, at virkeligheden har overhalet det, der står i doktrinen, selvom den er fra 2019” (respondent D).

Om forandringsledelse sagde respondenterne, at succesen af en kommende MDO-organisering kan blive afhængig af det forandringsledelsesprogram, der enten kommer eller ikke kommer til at følge MDO gennem implementeringen og oplæringen af personel i Forsvaret. Af det følger spørgsmålet om, hvilke afhængigheder respondenterne ser ved MDO og OCO-doktrinen. De nævner både, at NATO skal komme med en ny cyberdoktrin, der kan anvendes som oplæg for en opdateret VDMCO, samt at der mangler en dansk fortolkning af, hvad NATO har at sige om MDO-doktrin. Indtil det sker, kan tæt samarbejde med NATO og partnerlande omkring test på området evt. fungere som en katalysator for indhentning af viden på området.

Er der behov for en OCO-doktrin til MDO? Primært ønskes tilpasninger i de eksisterende doktriner, der vil muliggøre, at data kan flyde frit og gnidningsløst, hvilket kan understøtte ikke blot OCO i retning mod FE, når der udvikles sårbarheder, men det samlede MDO. Respondenterne mener ikke, at der er behov for en OCO-doktrin. Der er snarere brug for en doktrin for anvendelsen af OCO og DCO over og under tærsklen for væbnet konflikt, og i forhold til dette ser de et behov for, at de tre domæner land, luft og maritim ser på deres doktriner og deres muligheder for at understøtte OCO i MDO. Respondent D udtaler: ”De forskellige domæner har forskellige tilgange, hvor de får deres egen doktrin fra, hvilket også betyder, at det kan være en udfordring at få samlet det i et samlet koncept for MDO” (respondent D).

Den teoretiske gennemgang af det doktrinære område peger bl.a. på en række spørgsmål, som vil kunne adresseres gennem tilpasninger af eksisterende og nye relevante doktriner, og respondenterne formodedes derfor at trække nogle af disse spørgsmål frem som primære udfordringer. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet. Derimod gik især uddannelses- og forandringsledelse, herunder ledelsesudfordringer, igen blandt samtlige respondenter: Med introduktionen af nye doktriner i MDO og OCO er der behov for gennemarbejdede uddannelsesprogrammer og forandringsledelse for at sikre, at personel kan opnå tilfredsstillende udbytte af de nye operationelle paradigmer, som MDO og OCO giver, og tilpasse sig disse (respondent B, C, D og E). Dette afspejler klare tendenser i den forsvarsmæssige innovation, hvor teknologiændringer kræver parallelle skift i organisatoriske og kulturelle strukturer for at opnå den tilsigtede succes. Nogle af de doktrinrelaterede udfordringer, respondenterne taler ind i, er evnen til at håndtere data og teknologisk adaptation. Dvs. at det skal være muligt at håndtere store datamængder ved hjælp af AI og kvanteteknologi, hvorfor doktrinerne skal være dynamiske og i stand til at inkorporere teknologiske fremskridt. Der peges i den sammenhæng på agilitet som en nødvendig kernekomponent. Dette er afgørende for at kunne opretholde operationel relevans og effektivitet i moderne konflikter (respondent A, B og C).