Længererækkende præcisionsmissiler i Flyvevåbnet: Joint Strike Missile til F-35 og de taktiske, operative og strategiske konsekvenser

Fakta om Joint Strike Missile & F-35

Joint Strike Missile (JSM) er et langtrækkende 5. generations stealth Air-to-Surface krydsermissil, der er udviklet og produceres af den norske forsvarsvirksomhed Kongsberg Defence & Aerospace. Missilet er udviklet til angreb mod overflade mål på såvel land og sø, og beskrives som havende en overlegen performance mod landmål over længere distancer.

Til bladet Ingeniøren udtaler Kongsberg i 2016 blandt andet, at “JSM er særligt egnet til brugere af F-35, eftersom det i dag er det eneste passive langtrækkende præcisionsvåben, som passer til det indvendige våbenlastrum og dermed bibeholder flyets særlige egenskaber” (McGhie, 2016). De udtaler desuden: “at både JSM og NSM er ‘helt passive’, baseret på en infrarød billeddannende sensor, som gør dem i stand til eksempelvis at identificere et skib og skelne mellem civile og militære fartøjer. […]” (McGhie, 2016). Missilerne har også lav radarsignatur og kan flyve meget lavt i såkaldt ‘extreme sea skimming’, hvilket betyder, at de bliver opdaget meget senere end et radarsøgende missil (Dalløkken, 2017). Det er dog også vigtigt at gøre opmærksom på, at JSM kun kan være så effektiv, som beskrivelsen lægger op til, hvis den platform, missilet leveres af, kan komme indenfor JSM’s effektive rækkevidde og ligeledes undgå de potentielle modforanstaltninger, der måtte være aktive. Dette er en afgørende parameter, ligesom JSM også er afhængig af sin logiske opsætning og programmering, for at være effektiv (Dalløkken, 2017; Kongsberg, 2021, bilag 3).

JSM kan både flyve efter en rute, der er planlagt forud for selve missionen, og engagere ‘targets of opportunity’, der måtte opstå på selve missionen. Dette kan gøres ved, at piloten programmerer en rute til missilet, eller at JSM selv laver en automatiseret flyveprofil baseret på F-35’s terræn- og trusselsdatabaser. Efter afleveringen af JSM kan F-35 fortsætte med at levere relevante informationer til missilet gennem datalink, og denne levering af informationer kan også overdrages til en ‘third party controller’ (Kongsberg, 2021).

Herudover besidder missilet følgende egenskaber:

F-35 er et femtegenerationskampfly. Det vil sige, at flyet har alle de nyeste egenskaber inden for sensorer, kommunikations- og computerteknologi, der ligeledes er designet ind i konstruktionen fra start, således at det digitaliserede kampfly selv skaber og kombinerer information til brug for piloten eller fordeling mellem integrerede militære informations- og kommunikationsnetværk. Derudover er flyet udformet og skabt således, at det er meget vanskeligt for en modstander at opdage flyet med radar eller andre sensorer. Denne egenskab forstærkes af, at F-35 også kan bære våben internt, således at kampflyets stealth egenskaber bibeholdes ved intern våbenføring (Pedersen, 2019; Dalløkken, 2017). Denne lave radar-synlighed betyder at F-35’s evne til at operere i ukendte og farlige områder, der indeholder moderne luftforsvarssystemer, potentielt kan give helt andre muligheder end Flyvevåbnet har haft med F-16, da F-35 ligeledes også har systemer, der i stand til at opfange og håndtere mulige trusler mod kampflyet (Pedersen, 2019).

F-35 er fra starten af designprocessen skabt som et ‘multi-role’ kampfly. Det betyder ligeledes, at F-35 er tiltænkt at kunne udføre opgaver i hele konfliktspektret, i alle slags konfliktmiljøer og uanset trusselsniveau fra modstanderen. F-35 vil potentielt resultere i et forstærket værnsfælles samarbejde, da kampflyets avancerede systemer kan give nye muligheder, for at kampflyet kan fungere som integreret sensor for Søværnets eller Hærens enheder og deres kapaciteter. Det vil ligeledes give mulighed for et forstærket Nordeuropæisk samarbejde, både omkring træning, operationer og drift, da Norge og Holland har anskaffet F-35 af samme model som Danmark (Schaub og Michaelsen, 2018, s. 8–14), og Finland og Tyskland også køber F-35. Derudover er det intentionen, at F-35 vil kunne bidrage til et forstærket dansk bidrag i krisestyring, både internationalt og nationalt, og ligeledes i et bredere spektrum af potentielle anvendelsesmuligheder for danske kampfly i internationale operationer og nationale operationer (Michaelsen 2018, s. 7).

F-35 med JSM og den taktiske konsekvens

I AJP-3.3(C)⁶ vil Flyvevåbnet med en langtrækkende strikekapacitet teoretisk og doktrinært potentielt kunne indgå og anvendes i følgende indsættelsesmetoder, Counter-Air,⁷ herunder Suppression of Enemy Air Defence (SEAD), Destruction of Enemy Air Defence (DEAD), Offensive Counter-Air (OCA), Active Defence under Defensive Counter-Air, Attack, herunder Strategic Attack,⁸ samt Air Power Contribution to Land Operations i form af Air Interdiction⁹ og Close Air Support,¹⁰ Air Power Contribution to Maritime Operations gennem Antisurface Warfare,¹¹ samt Information Operations¹² (NATO 2021, s. 22–28).

F-35 med JSM har evne til potentielt at operere i alle typer af operationsområder, også dem der er forsvaret af modstanderens Counter-Air kapaciteter. Dermed vil Flyvevåbnet selvstændigt kunne bidrage til og udføre OCA operationer og levere egnede egenskaber og høj præcision i alle operationsområder og miljøer inden for en operationsradius på ca. 1550 km. En F-16 kombineret med lufttankning kan opnå en meget lang rækkevidde og dermed aflevere våben langt væk. Dette er dog under forudsætning af, at en F-16 kan komme uskadt frem til afleveringsrækkevidden. I nutidens konflikter findes der jord-til-luft (SAM¹³) forsvarssystemer, som kan skyde trusler ned langt ud over de 74 km. Et eksempel herpå er det russiske S-400 SAM-system, der på samme tid kan engagere 36 mål på en teoretisk afstand op til 400 km (Army-Technology, 2021). Det er nærliggende at antage, at Rusland samt andre tilsvarende aktører har placeret S-400 eller lignende systemer som luftforsvar af deres vigtigste mål og dermed neutraliseret truslen fra traditionelle våbensystemer som de danske F-16 med GBU-39. Denne relative sammenligning er illustreret med nedenstående skitseringer.

Skitse af de nuværende begrænsninger med GBU-39 og F-16

Skitse af rækkevidden af JSM og F-35

Med afsæt i AJP-3.3(C) bevæger vi os videre med begrebet Attack. Dette begreb dækker over flere underkategorier. Selve begrebet Attack udgør en kernekompetence inden for indsættelsesmetoder, der effektivt har potentiale til at ændre modstanderens handlemønstre eller adfærd. Attack er ‘coercive’ (tvang) i det fulde spektrum af operationer, da det har potentiale til at skabe effekt på alle tre krigsførende niveauer (NATO 2021, s. 26).

US Air Force (USAF) doktrin AFDP 3–70 beskriver et Strategic Attack som en offensiv handling specifikt udvalgt til at opnå et eller flere nationale strategiske mål. Sådanne angreb søger at svække modstanderens evne eller vilje til at engagere sig i en konflikt ved at ramme strategiske mål uden nødvendigvis at skulle ramme operationelle mål først.

Hvis man ser selvstændigt på en given operation med F-35 med JSM, vil udførelsen dog være en taktisk manøvre, potentielt som en del af en større operativ koordineret indsats. Dermed kan man med JSM på F-35 operere med en langtrækkende strikekapacitet, der ville kunne agere mod strategiske mål, selv i områder med luftforsvarskapaciteter. Dette er en mulighed på baggrund af både F-35’s egenskaber, men også JSM’s egenskaber inden for lav radar signatur, mitigering af ‘collateral damage’, programmeringen af ‘endgame flight profiles’ og de samlede agilitet- og stealthegenskaber, der således kan anvendes mod flygtige og stationære overflademål i det maritime og landmilitære domæne (Dalløkken 2017, Janes 2021).

Ud over Strategic Attack som del af kategorien i Attack i AJP-3.3(C) udgøres kategorien også af begrebet Air Power Contribution to Land Operations (APCLO), der dækker over operationstyperne Air Interdiction (AI) og Close Air Support (CAS) (NATO 2021, s. 26–27). CAS er en indsættelsesmetode mod fjendtlige mål, der befinder sig i umiddelbar nærhed af egne eller allierede styrker. CAS er et taktisk element til at støtte enheder, både offensivt og defensivt, og har til hensigt at chikanere, forsinke, undertrykke, neutralisere eller ødelægge modstanderens styrker som del af en større indsats på det operative niveau. CAS er i langt de fleste tilfælde en operationstype, hvor støtteflyene ligger meget tæt på egne styrker eller modstanderen. JSM kan teknisk set anvendes til CAS, men missilet er udviklet til at engagere mål på en større afstand, og vi vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende JSM i en CAS-mission.

Formålet med AI er angribe modstanderens evne til at kæmpe ved målrettet at gå efter deres taktiske og operationelle infrastruktur. AI mål kan variere meget, men er ofte udgjort af kommando, kontrolsystemer, installationer og faciliteter, transport og forsyningssystemer, samt andre afgørende ressourcer og infrastruktur. Den ønskede effekt af en AI operation eller taktisk manøvre er at skabe ‘diversion’ (afledning), ‘disruption’ (forstyrrelse), ‘delay’ (forsinkelse), ‘degradation’ (nedbrydelse) eller ‘destruction’ (ødelæggelse) af modstanderens landmilitære potentiale på en dødelig eller ikke-dødelig måde (NATO 2009, 4–1, 4–3). Inden for denne indsættelsesmetode er der mulighed for, at F-35 med JSM kan bidrage til hele spektret af AI operationer.

Udover begrebet og principperne for APCLO beskriver AJP-3.3(C) ligeledes også principperne for begrebet Air Power Contribution to Maritime Operations (APCMO). F-35 med JSM vil kunne operere inden for den indsættelsesmetode, der benævnes Antisurface Warfare (ASUW). Dette er en mulighed på baggrund af JSM’s karakteristik som air-to-surface missil, der både kan anvendes mod land- og sømilitære overflademål og af den præcision i måludpegning, evne til ekstrem lav ‘sea skimming’ og lave radarsignatur, missilet besidder (Dalløkken 2017; Janes 2021). Dermed har F-35 med JSM mulighed for at gennemføre taktiske manøvre i form af levering af et langtrækkende strike på udvalgte sømilitære overflademål som del af en større koordineret operation på det operative niveau.

Delkonklusion taktisk konsekvens

Med udgangspunkt i ovenstående analyse kan vi konkludere, at F-35 med JSM som langtrækkende strikekapacitet potentielt kan anvendes med sin taktiske evne i følgende doktrinære opgaver: Offensive Counter-Air, Strategic Attack, Air Interdiction og Antisurface Warfare. Derudover kan kapaciteten principielt også indgå i Close Air Support, såfremt behovet for dette skulle opstå.

Dermed giver den langtrækkende strikekapacitet Flyvevåbnet en ny og anden taktisk evne, der potentielt kan anvendes i operationer af meget varieret form, og ligeledes indsættes tidligere i en eventuel konflikt eller kampagne.

Den operative konsekvens for Flyvevåbnet

I denne del af analysen vil vi, under inddragelse af Colin S. Grays perspektiver på luftmagt og hvorledes langtrækkende strikekapaciteter kan spille ind i det operative niveau, analysere den operative konsekvens for Flyvevåbnet ved anskaffelse af JSM.

F-35 med JSM på det operative niveau

Vi konkluderede tidligere, at F-35 med JSM har et bredt anvendelsespotentiale som resultat af den langtrækkende strikekapacitets taktiske evner i operationsmiljøer. Dette anvendelsespotentiale vil være relevant i et A2/AD¹⁴-scenarie i Østersøen, hvor anvendelse af en langtrækkende strikekapacitet ville “være en absolut førsteprioritet, inden allierede forstærkninger risikofrit vil kunne bevæge sig ind i Østersøen.” (Jørgensen, 2018). Som resultat af JSMs taktiske evne, der har stort potentiale til at udføre OCA som del af en større operativ indsats, er der ligeledes også en kobling til Danmarks potentiale til at spille denne strikekapacitet ind i NATO-sammenhæng. Som Colin Gray argumenterer for i sit 11. dictum, “States that achieve and exploit control of the air tend to win regular conventional wars, particularly when the principal terrestrial referents are relatively open (i.e., not too much complex and difficult mountainous, triple-canopied, or urban terrain)” (Gray, 2012, D11), er der ofte en sammenhæng imellem den nation der kontrollere luftdomænet og dennes mulighed for at vinde en regulær krig. Gray argumenterer ligeledes i sit 12. dictum “Most conflicts require military effort on the ground. Control of the air common is a priceless strategic advantage, but not all advantages can be cashed for a politically meaningful victory”, (Gray, 2012, D12), for at evnen til at kontrollere luftdomænet, herunder at kunne undertrykke modstanderens Counter-Air kapaciteter, er en stor strategisk fordel. Det kan ikke nødvendigvis konverteres én til én i at krigen vindes, men giver en klar operativ fordel.

En anvendelse af en langtrækkende strikekapacitet til AI er ligeledes noget Gray har perspektiver omkring. I sit 6. dictum argumenterer Gray for, at det er afgørende, at de krav, der er til APCLO, også kan leveres og anvendes i et omfang og på en måde, der giver mening og passer med den virkelighed, landstyrkerne står i (Gray, 2012, D6). Argumentationen for, at en langtrækkende strikekapacitet kan bidrage på det operative niveau og levere operativ effekt til støtte af landstyrkernes fremrykning, finder vi ligeledes i det 10. og 14. diktum, hvor Gray argumenterer for, at luftmagt som udgangspunkt ikke kan levere ‘decisive strategic success’ selvstændigt, men at der er potentiale for det, hvis angrebet tillader allierede landstyrker at holde, erobre eller udnytte terrænet (Gray, 2012, D10). Indtænkes luftmagt herunder i en langtrækkende strikekapacitet i AI kontekst kan det ligeledes potentielt give en operativ fordel, da evnen til at udfører AI giver afgørende betingelser for landstyrkerne (Gray, 2012, D14). Ligeledes skriver Center for Landmilitære Operationer i deres brief, at et “[…] længererækkende missil givetvis (kan, red.) være ganske anvendeligt for Hæren under operative indsættelser. Disse missiler kan ramme en modstander langt i dybden (dybdekamp), hvor Hærens egne kapaciteter kan have svært ved at række.” (Jørgensen og Wegener 2018, s. 13).

JSM ville kunne bidrage til Antisurface Warfare (ASUW), som følge af JSM’s karakteristik som air-to-surface missil, egenskaber indenfor ‘extremely low seaskimming’, missilets præcision og missilets passive sensorer, der både kan anvendes mod land- og sømilitære overflade mål (Kongsberg, 2019). At anvende F-35 med JSM i en sådan sammenhæng, på tværs af domæner, giver ifølge Gray mening i forhold til måden at anvende luftmagt på. I sit 7. diktum noterer han, at “[t]here can be no reasonable dispute over the necessity for military jointness and even the strong desirability of some integration beyond Jointness” (Gray, 2012, D7), hvilket udgør et argument for hans perspektiv på det operative miljø, hvor det at anvende en langtrækkende strikekapacitet i en operativ koordineret indsats mellem værnene bør være en selvfølge. Dette bakker han op med perspektiver fra sit 12. diktum, hvori han skriver følgende: “The air and the sea cannot be fortified against undesired intruders, but they can be blockaded meaningfully”, og i forlængelse af dette: “The seas and the air cannot be employed at sovereign discretion if enemies rule the sky” (Gray, 2012, D12). Det er for afgørende Gray at anvende det operative potentiale, der ligger i luftmagt, til at bidrage til APCMO operationer. APCMO er dog på trods af deres operative og taktiske natur også operationer af mere militærstrategisk karakter, da operationerne ikke nødvendigvis skal ske i koordination med maritime enheder eller med allierede styrker i området (NATO, 2014, 3–2 – 3–5). Der er således et stort operativt potentiale i at anvende F-35 og JSM i APCMO, fordi det både giver potentiale til at opfylde operative mål, men også levere en militærstrategisk effekt.

Delkonklusion operativ konsekvens

Den langtrækkende strikekapacitet vil give Flyvevåbnet et hidtil uset potentiale for at bidrage i operative miljøer med væsentlige kapaciteter inden for indsættelsesmetoderne Counter-Air, samt Air Interdiction og Antisurface Warfare. Dette perspektiv betyder dog ikke, at F-35 med JSM ikke kan anvendes operativt med udgangspunkt i de andre indsættelsesmetoder og operative sammenhænge. Dette ses ud fra en vurdering om, at Flyvevåbnet også ønsker at anvende F-35 i andre opsætningskonstellationer og operationer end blot som langtrækkende strikekapacitet og der således med omkring 21 fly i Danmark bliver en naturlig begrænsning af kapaciteten i en større operativ indsats. Den operative konsekvens for Flyvevåbnet som følge af en langtrækkende strikekapacitet kommer således som resultat af den taktiske evne. Den operative konsekvens og potentiale influeres yderligere af F-35’s teknologiske egenskaber i kombination med JSM, der er specifikt designet med henblik på at agere i et komplekst og operativt koordineret operationsmiljø.

Det operative niveau i dansk- og NATO-sammenhæng er forskelligt, fordi rammen og konteksten for de to dele er forskellige. Selv med denne kontekst for øje er vores konklusion fortsat, at F-35 med JSM som langtrækkende strikekapacitet resulterer i et potentiale til at bidrage bredt og at excellere i operationer i både dansk- og NATO-kontekst med effekter på det operative niveau. Udgangspunktet eller intentionen med strikekapaciteten er, at den skal kunne indgå som del af operativt koordinerede operationer, der samlet søger at opfylde operative mål, men derigennem potentielt også leverer militærstrategisk effekt og potentielle ændringer i det større strategiske system. Dette gør, at den operative konsekvens også betyder, at en langtrækkende strikekapacitet potentielt kan være en militærstrategisk fordel for Flyvevåbnet og Danmark at besidde og anvende.

Den strategiske konsekvens for Danmark som en del af NATO

Såfremt Danmark vælger at investere i en strikekapacitet som JSM, investerer vi samtidig i en kapacitet, der passer ind i en af NATO’s vigtigste hjørnesten – afskrækkelse (Paulauskas, 2016). Med F-35 og JSM vil Danmark kunne bidrage og være en del af NATO med nye potentialer i forhold til NATO’s overordnede strategi for forsvar og afskrækkelse, både over for Rusland og generelt, hvilket også er en del af målsætningen med forsvarsforliget (Forsvarsministeriet, 2018). Den strategiske betydning for Danmarks relation til NATO ved en investering i en langtrækkende strikekapacitet afhænger af, hvilken værdi en sådan kapacitet vil have for alliancen. I tilfælde af russisk aggression over for de baltiske lande, hvor spektret for Ruslands militære ageren kan spænde vidt, fra diplomatiske kriser til en eventuel aktivering af NATO Article 5, vil Østersøen spille en stor rolle for NATO’s adgang til Baltikum (Schaub og Michaelsen 2018, s. 21–22). De seneste år har Rusland opstillet missilsystemer i den russiske enklave Kaliningrad. Det er et kraftigt signal fra Rusland til NATO om, at de, hvis de vil, kan være en trussel mod de baltiske lande, og at de har et defensivt system, der vil vanskeliggøre NATO’s tilstedeværelse i regionen (Rasmussen, 2017). “Tanken om at operere inde i Østersøen under en konflikt, så længe det russiske missilforsvar er intakt, det vil ikke komme til at ske. Da bliver man nødt til at neutralisere de enheder på en anden måde” sagde Nils Wang under en høring i Folketingets Forsvarsudvalg i 2017 (Rasmussen, 2017).

Han pegede samtidig på, at Danmark bør anskaffe en offensiv kapacitet i form af langtrækkende strike-missiler til at fjerne dette missilforsvar og tilhørende C2-faciliteter der, efter hans udsagn, er “en mangelvare i regionen” (Rasmussen, 2017).

Danmark er i militær sammenhæng en alt for lille stat til selvstændigt at kunne udfordre eller afskrække Rusland, fordi Danmarks samlede militære kapaciteter er Ruslands langt underlegne, og, som Gray siger, derved ikke kan levere eller er særdeles udfordret omkring at skabe en stor nok grad af ‘denial’ eller påføre Rusland stor nok ‘cost’ til at resultere i afskrækkelse af Rusland (Poulsen og Staun, 2021). Derfor skal ovenstående fokus således bevæge sig væk fra, hvordan Rusland opfatter danske kapaciteter isoleret set, men i stedet forholde sig til, hvordan Rusland opfatter NATO’s samlede kapaciteter, og dermed de danske kapaciteter som en del af NATO alliancen. Det er altså nødvendigt for NATO at kunne overbevise Rusland om, at alliancen besidder en række kapaciteter, der tilsammen har en afskrækkende effekt, eller som Robert Art beskriver det “The effectiveness of the threat depends upon a state’s ability to convince a potential adversary that it has both the will and power […]” (Art, 2005, s. 143). Det er samtidig op til de enkelte stater at overbevise NATO om, at man besidder eller agter at investere i, opstille og gøre de kapaciteter operative, NATO måtte anmode om.

Der er ingen tvivl om at “[…] de danske F-35 fly med langtrækkende strikemissiler vil kunne bidrage med en betydelig militær kapacitet. En kapacitet, som vil kunne indsættes både regionalt og globalt, og som vil kunne bidrage væsentligt til NATO’s konventionelle afskrækkelse og kollektive forsvar.” (Sønderkjøge og Marrup, 2017). Kapaciteten bør derfor ses som en del af et samlet bidrag til NATO’s evne til at udøve afskrækkelse, herunder ogsåover for Rusland.

Danmark som del af NATO’s kollektive afskrækkelse og forsvar

Danmark spiller grundet vores geografiske beliggenhed en vigtig rolle i forhold til at opretholde en stabil sikkerhedssituation i Østersøen (Michaelsen, 2018, s. 19). Det er derfor interessant og nødvendigt at se på Ruslands interesser, adfærd og ageren i regionen. I følge Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) risikovurdering fra 2020 skyldes Ruslands nuværende sikkerhedspolitiske og militære adfærd i Østersøregionen, at regionen, herunder de 3 baltiske NATO-lande udgør en del af et større område der “skal give forsvaret af de centrale dele af Rusland strategisk dybde” (Forsvarets Efterretningstjeneste, 2020, s. 30). Det skal således agere som en form for bufferzone eller stødpude i en eventuel konflikt med NATO, til forsvar for det centrale Rusland.

Regionen er derfor af afgørende betydning for Rusland. Dog vurderes det som meget sandsynligt, at Rusland har et reelt ønske om at undgå “[…] at militære hændelser mellem Rusland og NATO-landene i Østersøregionen eskalerer unødigt.” (Forsvarets Efterretningstjeneste, 2020, s. 31). Når Rusland alligevel opstiller missiler i Kaliningrad, kan det med Robert Arts teori begrundes med, at Rusland ønsker at afskrække NATO fra eksempelvis at eskalere situationen i Østersøregionen og således opsætter missilsystemerne for at sende et klart og afskrækkende signal til NATO; hvis NATO eskalerer situationen i regionen, har Rusland kapacitet der kan straffe NATO hårdt (Art, 2005, s. 142–143).

Den russiske aggression og ambition om at skabe afskrækkelse i Østersøregionen kan ifølge Robert Arts teori være et udsagn for, at Rusland er klar over, at de i en eventuel militær konflikt med NATO vil være NATO underlegne, og at de dermed søger at undgå en sådan situation (Ussing, 2016). Ifølge Robert Art er det netop en stat, der ikke vil kunne forsvare sig selv, der i stedet må forsøge at afskrække modstanderen (Art, 2005, s. 142). At Rusland helst vil undgå en direkte militær konflikt med NATO, og dermed en aktivering af Artikel 5, understøttes af Forsvarets Efterretningstjeneste, der vurderer det meget sandsynligt “[…] at Rusland vil afstå fra militære initiativer mod de baltiske lande eller andre lande i Danmarks nærområde, hvis Rusland vurderer, at initiativerne medfører høj risiko for en direkte militær konflikt med et samlet NATO.” (Forsvarets Efterretningstjeneste 2020, 31). Rusland har dog før vist, at man er klar til at tilsidesætte internationale principper, hvilket for eksempel var tilfældet, da Krim pludselig blev besat af ‘grønne mænd’ og senere annekteret af Rusland. Senest viser Ruslands invasion af Ukraine med al tydelighed, at Rusland er klar til at bruge militær magt for at pleje egne interesser uden skelen til international lov. Skønner Rusland det nødvendigt, vil Rusland også i Østersøregionen være klar til at “sende et konkret og tydeligt strategisk signal til et NATO-land eller til alliancen som helhed.” (Forsvarets Efterretningstjeneste, 2020, s. 31).

Danmark kan ved en investering i en offensiv kapacitet som JSM risikere at “blive et strategisk mål i sig selv i eventuelle fjendtligheder med Rusland […]” (Jørgensen og Rasmussen, 2018, s. 21). Dilemmaet bakkes op af Simon Petersen, der tilføjer, at såfremt Danmark udruster F-35 med JSM, vil Skrydstrup potentielt rykke opad på en mulig russisk target-liste, fordi det vil udgøre en anden trussel over for Rusland end F-16 og tilhørende arsenal hidtil har gjort. En kapacitet som F-35 og JSM kan dog muligvis opfattes som en mindre politisk provokation af Rusland, end hvis der fx lå fregatter med langtrækkende cruisemissiler og sejlede rundt i Østersøen (Petersen, 2021). Ifølge Robert Art vil alene den blotte tilstedeværelse af en kapacitet med det formål at kunne levere en given strategisk effekt potentielt kunne resultere i afskrækkelse af en modstander. Dette afhænger imidlertid af, om modstanderen opfatter kapaciteten som afskrækkende (Art, 2005, s. 143). Om F-35 og JSM som del af NATO’s samlede kapaciteter vil have en afskrækkende effekt over for Rusland, afhænger af Danmarks og NATO’s evne til at overbevise Rusland om, at kapaciteten kan forvolde nævneværdig skade, og at Danmark ultimativt er klar til at bruge en sådan kapacitet. Ifølge Robert Art er en stats evne til at overbevise en modstander om, at man har både vilje og styrke til at straffe modstanderen, afgørende for at lykkedes med afskrækkelse. Hvis man hverken har viljen eller styrken til at udføre et angreb med den givne kapacitet, kan der sås tvivl om, hvorvidt kapaciteten faktisk resulterer i den afskrækkende effekt, der i første omgang var intentionen med erhvervelsen af kapaciteten (Art, 2005, 143).

Robert Art nævner imidlertid ikke, hvorledes denne vilje og styrke gøres op på modstanderens kalkule. Viljen og evnen til at straffe modstanderen skal demonstreres gennem realistiske angrebsøvelser, hvor Danmark som led i NATO-øvelser bruger JSM skarpt mod et mål, der til forveksling kunne have været et S-400 batteri eller en russisk C2-enhed. Styrke relaterer sig naturligt til den effekt, som de samlede kapaciteter leverer, men man bør her også kigge på en modsatrettet effekt, som er evnen til at beskytte sine kapaciteter. Danmark har ikke nogen nævneværdig evne til at beskytte sig imod et angreb på en dansk flyvestation (Petersen, 2021; Marrup, 2018). Det er et faktum, der tæller negativt i det samlede regnestykke, som Rusland vil være bevidste om i en eventuel konflikt. Skrydstrup, hvor de danske kampfly er placeret, ligger uden for rækkevidden af de russiske Iskander-missiler, der er opsat i Kaliningrad (Schaub og Michaelsen, 2018, s. 25), men inden for rækkevidden af russiske krydsermissiler (Petersen, 2021). Man kan derfor argumentere for, at afskrækkelsen ikke vil have den tilsigtede effekt såfremt modstanderen er bevidst om, at en kapacitet ikke er tilstrækkeligt beskyttet og derfor vil udgøre et attraktivt og lønligt mål i med en militær konflikt. Ifølge Simon Petersen bør man derfor gøre sig helt klare overvejelser om, hvordan man vil sikre Skrydstrup og de dertilhørende kapaciteter i en eventuel militær konflikt, fordi dette forhold også potentielt kan spille ind i andre strategiske forhold (Petersen, 2021).

Et forsvar mod et angreb på Danmarks militære kapaciteter har ifølge Robert Art to grundlæggende formål; at afværge et angreb og at minimere skaderne såfremt man bliver angrebet (Art, 2005, s. 142). En langtrækkende strikekapacitet vil kunne benyttes som en defensiv kapacitet, enten som ‘pre-emptive’ og ‘preventative’ – begge præventive angreb mod en modstander, for at tvinge modstanderen til at stoppe dennes aktiviteter og dermed afværge et angreb (Art, 2005, s. 142). I forhold til at minimere skaderne såfremt man bliver angrebet, kan der ifølge Robert Art gøres brug af såkaldt ‘second strike’ for at tvinge modstanderen til at stoppe et allerede igangværende angreb (Art, 2005, 142). Disse vil potentielt kunne udføres af F-35 med JSM.

Derudover er der ved en investering i en offensiv kapacitet som JSM en potentiel risiko for, at en overdreven og offensiv ‘posture’ med F-35 og JSM kan være medvirkende til at eskalere og endda true en stabil situation (Tørrisplass, 2018). Såfremt Danmark ikke formår at balancere en sådan kapacitet og derved øger truslen for en militær reaktion fra Rusland, vil sandsynligheden for, at Danmark bliver nødsaget til at gøre brug af kapaciteten, også øges. Jævnfør Robert Arts teori, vil en sådan manglende balance dermed resultere i større risiko for, at afskrækkelse fejler (Art, 2005, 143). Man bør derfor være opmærksom på, hvorvidt og hvordan man i så fald agerer med langtrækkende strikekapacitet, overvejelser der i Dansk kontekst særligt gælder i Østersøområdet, idet det ofte er af geografiske årsager, at der forårsages spænding eller hændelser mellem NATO og Rusland. Hvilket blandt andet er et resultat af den bevægelsesfrihed landene ønsker til at manøvrere maritime og luftmilitære styrker igennem og rundt i farvandene nær den modstående parts grænser og territorium i Østersøen, men også på baggrund af den ‘bufferzone’ som blandt andet Rusland ønsker (FE, 2020, s. 24).

Delkonklusion strategisk konsekvens

En langtrækkende strikekapacitet i dansk kontekst vil være særdeles udfordret i forhold til selvstændigt at kunne resultere i afskrækkelse af Rusland, da det jævnfør Gray er nødvendigt at kunne påføre Rusland en stor nok grad af ‘cost’ eller ‘denial’ for at lykkes med afskrækkelse. F-35 med JSM som selvstændig militær kapacitet skal være en reel trussel mod Rusland for at kunne influere Rusland strategisk. Den manglende evne til at skabe afskrækkelse skal her først og fremmest kobles med den forventede reaktion fra Rusland som militær stormagt. Danmark vil dog med F-35 med JSM kunne forstærke NATO’s samlede evne til at afskrække Rusland. Alliancens evne til at skabe afskrækkelse afhænger ligeledes af, hvorvidt NATO formår at overbevise Rusland om viljen til magtanvendelse, samt nationernes og alliancens evne til at operere med denne kapacitet og til at forsvare en sådan kapacitet mod eventuelle angreb – kinetiske som ikke-kinetiske.

Danmark kan med en langtrækkende strikekapacitet potentielt influere det strategiske system. Denne potentielle strategisk indflydelse kommer, fordi Danmark er en del af en NATO-alliance, der agerer i et globalt system, har gode militære relationer til de andre alliancepartnere, og fordi landet har en strategisk vigtig geografisk position ved ind- og udsejlingen til Østersøen. Vi kan også konkludere, at en langtrækkende strikekapacitet i dansk kontekst potentielt kan være en strategisk fordel for Danmark som del af NATO, men også en afgørende strategisk kapacitet for NATO selv set i et større operativt og strategisk perspektiv. Derudover kan det for Danmark give en forstærket position som militær samarbejdspartner og bidragsyder til NATO’s kapaciteter og kollektive forsvar og afskrækkelse over for Rusland. En langtrækkende strikekapacitet kan således give nye muligheder for Forsvaret og det strategiske niveau i relation til forhandlinger, planlægning og aftaler med NATO.